Når to er bedre end én: Sådan løser Capital Four hverdagens praktiske opgaver
Hvad sker der, når en medarbejder selv kommer med idéen til en bedre løsning? Hos Capital Four gjorde det hele forskellen. Læs om, hvordan to seniorer fra Seniorstyrken har skabt en ordning, der fungerer for alle – og hvorfor det måske er klogere end det lyder.

Hos Capital Four er der, som på de fleste kontorer, en masse ting, der bare skal fungere. Møder skal være klar. Kaffemaskinen skal spille. Materialer skal ligge, hvor de skal. Der skal fyldes op, ryddes op, og gøres klar igen.Det er ikke det, man taler mest om – men det er det, der får hverdagen til at hænge sammen på et aktivt kontor med mange ansatte. Og ofte er det netop de opgaver, der lander lidt mellem stolene. Ikke fordi de ikke er vigtige, men fordi alle andre også har travlt.
Hos Capital Four har man valgt at gribe det anderledes an. I stedet for at presse endnu flere praktiske og administrative opgaver ind i en i forvejen fyldt kalender, får de nu fast hjælp hver formiddag. Her har to af vores seniorer fordelt dagene imellem sig, så opgaverne konsekvent bliver løftet. Her kommer Suezanne og Stine ind i billedet.
To mennesker – én rolle, én god idé
Da Suezanne startede hos Capital Four for tre måneder siden, kom hun direkte fra en tidligere opgave gennem Seniorstyrken. Hun var klar på at prøve noget nyt – gerne i et kontormiljø og som en del af en fast hverdag. Da muligheden hos Capital Four opstod, sagde hun ja med det samme.
I begyndelsen varetog hun rollen alene og var på kontoret hver formiddag fra 8:00-11:30.
Men efter et stykke tid luftede hun selv en tanke:
– "Kunne det give mening, hvis jeg kun arbejdede tre dage om ugen – og vi var to om opgaven?"
Det var ikke et krav fra virksomheden. Det var Suezannes eget ønske om en endnu bedre balance i hverdagen.
Og Capital Four greb idéen hurtigt. De kunne se, at løsningen både ville skabe stabilitet, fleksibilitet og endnu bedre dækning i kontoret.
I dag deler Suezanne opgaverne med Stine, som netop er startet.
"Det er virkelig rart, at vi kan skiftes og dække ind for hinanden – og samtidig have mulighed for rejser og andre planer," fortæller Suezanne. "Og så er det bare dejligt at være to."
Ordningen giver en naturlig fleksibilitet: Hvis den ene holder ferie eller bliver syg, er der altid en anden til at tage over. Og samtidig er der plads til livet uden for arbejdet.

Når erfaring bliver en del af kulturen
Hos Capital Four er der mange unge medarbejdere. Derfor gør det også en forskel, når der kommer andre erfaringer og perspektiver ind i hverdagen."Det er rigtig dejligt med en blanding af forskellige aldre på kontoret. Vi har jo rigtig mange unge ansat, men netop den blanding gør stemningen så dejlig," fortæller Tina Marie.Suezanne og Stine er hurtigt blevet en naturlig del af kontoret. Nogen man hilser på om morgenen, og som man taler med i løbet af dagen."De er nogle, vi på kontoret holder rigtig meget af – det er virkelig en likable rolle, og vi er meget glade for at have dem her. Deres arbejde er jo lige så vigtigt som vores," siger Tina.
En løsning, der er tænkt anderledes
For virksomhederne betyder det, at vigtige opgaver bliver løst – uden at det lægger pres på resten af organisationen. For vores seniorer fra Senior Styrken, der træder ind i rollerne, betyder det, at de kan blive ved med at arbejde – men på egne præmisser.Det er en rigtig god løsning for alle parter.
Måske fordi det viser en anden måde at tænke arbejdsliv på. Hvor det ikke handler så meget om titel eller løn, men mere om at have en rutine, søde kollegaer og en følelse af sammenhæng og være en vigtig del af en virksomhed og fællesskab. En måde, hvor der stadig er plads til at bidrage – men uden at det behøver fylde det hele.


- Ekstra indkomst og mere i pension
- Arbejd på deltid eller når det passer dig
- Socialt

- Hjælp med kort varsel
- Ingen skjulte gebyrer eller ekstra omkostninger
- Lej seniorer på fuld tid, deltid eller på timebasis

- Handyman-services
- Hjælp i hjemmet
- Hjælp i haven
- Omsorg


